Kærlig venlighed og egenomsorg



Af Uffe Damborg


På samme måde som mindfulness har været genstand for moderne videnskabelig forskning, har der i nyere tid inden for klinisk og positiv psykologi været en stigende interesse for den buddhistiske meditation på metta (kærlig venlighed/lovingkindness).

Undersøgelser peger på, at praksissen af metta øger den praktiserendes evne til empati og medfølelse både med selv og andre, og reducerer vrede, angst og depressivitet.

I en hjernescanner observeres hos den mediterende en øget blodgennemstrømning af området i hjernen, der har med emotionel stabilitet at gøre.

Metta kan oversættes med et begreb inden for psykologien om den ømme kærlighed (tender love) i modsætningen til den seksualiserede kærlighed . Øm hhv. erotisk kærlighed findes i forskellige grader af fortætninger af hinanden, men de kan også være modsætninger.

Kærlig venlighed er en øm og begærløs indstilling af uforbeholden godhed over for sit objekt. Det er en universel etisk kvalitet, som ingen religion eller filosofi har monopol på.

Kærligheds-meditation indgår i undervisningen ved vores kurser i mindful spisning.

Kursisten lærer at komme i kontakt til sin autentiske kilde til helende egenomsorg og udvikle denne evne i forhold til sit spiseproblem.

Kærligheds-meditationen medfører relativ hurtigt, selv når den udøves i et begrænset omfang, en emotionel katharsis, hvis virkninger efterfølgende rækker ind i den mediterendes måde at relatere til sig selv og til andre.

Ny hjerneforskning peger på, at det er de samme kredsløb i hjernen, der aktiveres, fordi mennesket er et relationel væsen. Har jeg et problem, er det derfor bedst for mig, at jeg relaterer til mig selv med den samme uforbeholdne kærlighed, som for et andet menneske, jeg ønsker at hjælpe af hjertets grund.

Det er jo egentligt lige til. Men af forskellige psykologiske grunde er dette desværre ikke altid indstillingen til os selv, når vi har et personligt problem. Tit fordømmer vi os selv for at have problemet. Føler skyld og skam. Tænker måske endog, vi fortjener den kval, problemet skaber for os.

Fx spiseproblemer ledsages ofte af et lavt selvværd. Sommetider også af gentagne depressioner.

Jeg vil nu kort opridse for dig, hvordan du udvikler helende egenomsorg, så du bliver bedre til at håndtere dit problem ved at ønske det bedste for dig selv.

Et hurtigt resultat opnås selvsagt efter at have udviklet koncentration gennem åndedræts-meditationen op til et vist formende niveau. Men kærligheds-meditationen kan også udvikles i direkte tilgang.

I den meditative kropstilling og med lukkede øjnene fokuserer du på en situation i dit liv, hvor du har oplevet at være genstand for en anden persons uforbeholdne kærlighed. Vær et øjeblik med visualiseringen af denne erindring.

Fokuser dernæst på kærligheds-erklæringen i meditationen, der udtrykker den kærlige venligheds intentionalitet fx således:

”Måtte jeg være lykkelig

 Måtte jeg være fri for lidelse

 Måtte jeg leve i fred”

Du er fri til at ændre kærligheds-erklæringen, blot den forbliver uforbeholden i sin godhed og egnet til at koncentrere på.

Alternativer kunne fx være.

”Måtte jeg være lykkelig

 Måtte jeg være fri for angst

 Måtte jeg leve i fred"

Eller:

"Måtte jeg være sund og rask

 Måtte jeg leve i frihed

 Måtte jeg leve i fred”

Eller:

"Måtte jeg være glad

 Måtte jeg få et lyst sind

 Måtte jeg leve i fred"

Kærligheds-erklæringen repeteres nu med inderlighed for hvert ords sande betydning. Læg mærke til at disse udsagn udtrykker en hensigt (intention). Hvis du ikke fra tid til anden formulerer sådanne hensigter i dit liv, er det ikke sandsynligt, at du vil handle på måder, der tjener dit sande velbefindende.

Hvis du meget bevidst og aktivt formulerer og gentager hensigten i en presset situation, hvor du kunne handle imod dit sande velbefindende ( fx i relation til et spiseproblem), bliver du meget motiveret til at ændre din handlemåde i den konkrete situation.

For at udvikle denne uvurderlige evne til egenomsorg i pressede situationer, er det nødvendigt at arbejde med den formelle meditation.

Efter et stykke tid, fx nogle minutter fokuserer du på efterbilledet af en kær person, som har eller har haft stor betydning i dit liv og som du allerede omfatter med kærlig venlighed. Det kunne være personen som du netop erindrede i den indledende visualisering.

Ideelt set bør den kære person ikke være en afdød, fordi den kærlige indstilling er uden associationer af vemod eller sorg. Men hvis du ikke længere er i sorg, så kan du godt bruge visualiseringen af personen.

Du koncentrerer opmærksomheden på visualiseringen af den kære person, du nu vælger, samtidig med at du med sindets indre stemme (uden læbe-artikulering) erklærer og gentager din sublime, uforbeholdne hensigt fx således:

”Måtte du være lykkelig.

 Måtte du være fri for lidelse.

 Måtte du leve i fred”

Det er vigtigt, at repetitionen ikke bliver mekanisk, men netop følt og ment. I begyndelse kan det forekomme besværligt at holde styr på visualiseringen samtidig med erklæringen. Ind i mellem invaderer automatiserede tanker opmærksomheden, og får den til at vandrer. Når det sker, må du blot tålmodigt trække opmærksomheden tilbage til meditationen.

Men allerede i den samme sidning kan du begynde at meditere på flere på hinanden følgende visualiseringer af forskellige kære personer, fx i nogle minutter ad gangen på hver.

Processen er den samme som for den primære kære person. Du fokuserer på efterbilledet og prøver at visualisere så mange detaljer ved det som muligt. Det gør ikke noget at visualiseringen ikke er meget tydelig, så længe du ved, hvem personen er. Samtidig gentager du med sindets indre stemme den uforbeholdne kærligheds-erklæring, rettet mod billedet.

Men samtidig med at du fokuserer på den kære person, ændrer du ind imellem ordlyden af kærligheds-erklæringen (intentionen) fra anden person ental til første person flertal fx således:

"Måtte vi være lykkelige

 Måtte vi være fri for lidelse

 Måtte vi leve i fred"

Det helt grundlæggende ved processen er udviklingen af den kærlige indstilling, intentionen og kærlighedsfølelsen, uanset sammenhængen hvori den udvikles. Hvad enten den kærlige indstilling er rettet mod en anden person, eller mod dig selv eller omfatter både en anden person og dig selv.



Måtte du være være fri

Måtte du være lykkelig

Måtte du leve i fred

Comments